Print

Rettigheder



Generel information om rettigheder efter databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven
Efter EU's databeskyttelsesforordning (2016/679/EU) og databeskyttelsesloven (lov nr. 502 af 23. maj 2018) har personer, der registreres, nogle rettigheder.

Borgerrådgiveren behandler oplysninger, som indgives til whistleblowerordningen i Københavns Kommune. Det kan ske, at dine personoplysninger indgives til whistleblowerordningen af andre, hvorved dine personoplysninger registreres i whistleblowerordningens IT system. 

Formålet med at behandle personoplysninger, som indgives til whistleblowerordningen, er at undersøge eventuelle ulovligheder eller alvorlige uregelmæssigheder i Københavns Kommune med henblik på at sikre forbedring, forebyggelse og afværgelse af fejl og ulovligheder i Københavns Kommunes borgerbetjening og administration.

Behandlingen af personoplysninger kan ske internt hos Borgerrådgiveren. Det kan også ske, at Borgerrådgiveren videresender personoplysninger til relevant forvaltning i Københavns Kommune.   
 

Hvis dine personoplysninger registreres i whistleblowerordningens IT system, har du følgende rettigheder:

  • Ret til at blive orienteret om indsamlingen af personoplysningerne
  • Ret til at bede om indsigt i personoplysningerne
  • Ret til at bede om at oplysningerne rettes eller slettes, herunder bede om at behandlingen begrænses, hvis du f.eks. mener, oplysningerne er forkerte.

Vi har pligt til at tage stilling til din anmodning.

Datatilsynet er tilsynsmyndighed for behandling af personoplysninger, som er registreret i IT systemer.

Har du spørgsmål vedrørende dine rettigheder efter databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, kan du kontakte Københavns Kommunes databeskyttelsesrådgiver.

Har du andre spørgsmål mv., er du velkommen til at kontakte:

WHISTLEBLOWERORDNINGEN
I KØBENHAVNS KOMMUNE

Borgerrådgiveren
Vester Voldgade 2A
1552 København V
Telefon: 33 66 14 00