Enlarge text
Print
FAQ


Hvorfor er der en whistleblowerordning i Københavns Kommune?

Borgerrepræsentationen har vedtaget at etablere en whistleblowerordning i Københavns Kommune. Politisk er det bl.a. ønsket med whistleblowerordningen at skabe åbenhed i Københavns Kommune og tilskynde de ansatte til at ytre sig uden frygt for negative reaktioner.

Det er formålet med whistleblowerordningen:

  • at sikre åbenhed og gennemsigtighed i forhold til ulovligheder og alvorlige uregelmæssigheder i kommunen,
  • at beskytte ansatte, som indgiver oplysninger til ordningen, samt
  • at sikre, at de indgivne oplysninger bliver anvendt konstruktivt til forbedring, forebyggelse og afværgelse af fejl og ulovligheder i Københavns Kommunes borgerbetjening og administration.

Whistleblowerordningen går ikke efter personer, men efter uacceptable forhold i kommunens borgerbetjening og admininstration.

Hvor er whistleblowerordningen etableret?
Ordningen er etableret hos Borgerrådgiveren i Københavns Kommune. Borgerrådgiveren er uafhængig af kommunens forvaltninger, borgmestre og politiske udvalg. Borgerrådgiverens uafhængighed sikrer, at alle oplysninger, som indgives til whistleblowerordningen, bliver behandlet neutralt og seriøst.
Hvilke oplysninger kan indgives?

Whistleblowerordningen behandler kun oplysninger om alvorlige forhold. Du kan indgive oplysninger, hvis du har viden eller begrundet mistanke om grove eller væsentlige og gentagne fejl og forsømmelser i Københavns Kommune. Det er fx alvorlige forhold, hvis oplysningerne vedrører:

  • lovovertrædelser og manglende efterlevelse af juridiske forpligtigelser,
  • fare for enkeltpersoners sundhed og sikkerhed,
  • fare for miljøet, samt
  • grove tilfælde af omsorgssvigt og lignende.

Eksemplerne er ikke en udtømmende. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du skal indgive oplysninger om et forhold eller ej, bør du ikke holde dig tilbage. Vi besvarer, vejleder og foretager en vurdering i hvert enkelt tilfælde. Hvis et forhold ikke er omfattet af whistleblowerordningen, vil du få at vide, at vi ikke vil behandle oplysningerne, og du vil så vidt muligt få information om, hvor du skal henvende dig med forholdet, hvis det ikke er via whistleblowerordningen.

Hvem kan indgive oplysninger?
Oplysninger kan indgives af alle Københavns Kommunes ansatte samt af kommunens samarbejdspartnere (og dem som er ansat hos kommunens samarbejdspartnere).
Hvordan indgiver man oplysninger?

Du kan indgive oplysninger til whistleblowerordningen på følgende måder:

  • Via Whistleblowerportalen ved at klikke på "indgiv oplysninger" på forsiden. Herefter kan du indtaste dine oplysninger i skabelonen. 
  • Ved at kontakte Borgerrådgiveren ved fremmøde, telefonisk, eller pr. brev eller e-mail.  

Vi anbefaler, at du anvender Whistleblowerportalen, hvis du ønsker at være anonym (se i øvrigt FAQ om "Kan man være anonym?")

Hvilke forhold skal med?

Det er vigtigt, at du beskriver alle faktiske forhold, så detaljeret som muligt.
Du bedes så vidt muligt dokumentere de forhold, som du videregiver oplysninger om. Hvis du indgiver oplysninger via Whistleblowerportalen, er der i skabelonen mulighed for at vedhæfte dokumentation i digital form. Faktiske oplysninger og evt. dokumentation giver de bedste muligheder for at undersøge det forhold, som du indgiver oplysninger om.

Hvem behandler oplysningerne?

Borgerrådgiveren foretager en indledende vurdering af de oplysninger, som du indgiver til whistleblowerordningen. Hvis vi vurderer, at oplysningerne er alvorlige, og at der er mulighed for at oplyse sagen tilstrækkeligt, videresender vi enten oplysningerne til behandling hos relevant forvaltningsenhed i kommunen for nærmere undersøgelse dér, eller også iværksætter vi selv en undersøgelse af forholdet.

Kan man være anonym?

Ja. Du kan indgive oplysninger anonymt til whistleblowerordningen. Hvis du vil være anonym, må du ikke oplyse dit navn eller andet personhenførbart f.eks. adresse eller telefonnummer til Borgerrådgiveren. Vi anbefaler, at du anvender Whistleblowerportalen, hvis du ønsker at være anonym. 

Hvis du indgiver oplysninger anonymt via Whistleblowerportalen og vælger at følge med i sagen, vil vores kommunikation med dig foregå anonymt via portalen. Hvis du vælger ikke at kunne følge sagen, fravælger du muligheden for at logge på portalen igen, og vi vil ikke kunne kommunikere med dig. Du skal vide, at det kan vanskeliggøre undersøgelsen af forholdet, da vi ikke kan stille afklarende spørgmål eller bede om yderligere dokumentation eller lignende.

Hvilken information giver Borgerrådgiveren til dem, som indgiver oplysninger?

Vi orienterer dig i fornødent omfang om sagens gang og udfald. Orienteringen kan være begrænset af regler om tavshedspligt mv. og for så vidt angår oplysninger indgivet via Whistleblowerportalen afhængig af, at du har valgt at følge med i sagen.

Får man adgang til sagens oplysninger, hvis man følger sagen?

Nej. Du kan ikke få adgang til sagens oplysninger, selvom du har valgt at følge sagen via Whistleblowerportalen. Men du kan logge på portalen med din kode og dit sagsnummer, og følge med i, om vi har stillet afklarende spørgsmål eller bedt om yderligere oplysninger eller lignende. Vi vil også besvare dine eventuelle spørgsmål med respekt for regler om tavshedspligt mv.

Kan man korrigere oplysninger som er registreret?

Ja. Hvis du har indgivet oplysninger via Whistleblowerportalen og bliver opmærksom på, at du har indgivet ufuldstændige eller ukorrekte oplysninger, logger du blot på med din kode og dit sagsnummer og beskriver, hvad der skal korrigeres. Hvis du har glemt din kode og/eller dit sagsnummer, har du mulighed for at lave en ny indgivelse via Whistleblowerportalen, hvor du henviser til den tidligere indgivelse og beskriver, hvad der skal korrigeres.

Har du indgivet oplysninger ved direkte henvendelse til Borgerrådgiveren, kan du henvende på ny hertil og beskrive, hvad der skal korrigeres.

Skal whistleblowerordningen altid benyttes?
Nej. Hvis du som ansat i Københavns Kommune har kendskab til eller begrundet mistanke om ulovlige forhold eller alvorlige uregelmæssigheder i Københavns Kommune, anbefaler vi, at du altid først overvejer, om problemerne kan løses ved udnyttelse af de almindelige kanaler fx. ved at gå til nærmeste leder eller tillidsrepræsentant. Whistleblowerordningen er alene et alternativ, som kan bruges, hvis du ikke føler dig tryg ved at bruge de almindelige kanaler, eller hvis du fx forgæves har henvendt dig til disse kanaler.